PROFIL

Ivan Petrovitj erenmand, derforetrækker rigeligtmed sukkerisin kaffe. Menhan fåretirritere tudtryk i øjnene og tøver med at hælde i, da han ser sukkerpak kerne på café Bürger i byen Usjhorod. De er blå og gule som det ukrainske flag og har teksten ’Slava Ukraini!’ eller ’Leve Ukraine’ – slagordet for forskellige uafhængig hedsbevægelser siden Første Verdenskrig og ikke mindst for den folkelige opstand, der førte til præsident Viktor Janukovitjs fald i februar i år. »Ukraine er i færd med at begå selvmord. Hvad der foregår i Donetsk og Luhansk, er ufatteligt. Regimet i Kijev er ikke bare en fascistisk junta, det er meget vær re«, påstår Petrovitj, en 69-årig forfatter, digter, oversætter og boghandler i Usjhorod.

Mens erklæringer af den type er rutine i Moskva og blandt prorussiske separatister i det østlige Ukraine, er de højst usædvanlige i den vestlige del af landet. Så er vi dog heller ikke i Galicien, de ukrainske nationalisters højborg, men på den anden side af Karpaterbjergene, i provinsen Transkarpatien eller Sakarpattia, hvor Usjhorod er hovedbyen, og hvor situationen er noget mere kompliceret.

Frem til Første Verdenskrig var Sakarpattia en del af Østrig-Ungarn og mellem verdenskrigene en provins i Tjekkoslovakiet. Efter Hitlers deling af Tjekkoslovakiet erklærede provinsen sig 15. marts 1939 selvstændig under navnet Republikken Karpato-Ruthenien, men allerede same dag blev den erobret af Ungarn, indtil den i juli 1945 blev indlemmet i det sovjetiske Ukraine.

Historie og geografi har givet en broget befolkningssammensætning. Ukrainere udgør officielt et stort flertal i provinsen med 81 pct. ifølge seneste folketælling i 2001, mens etniske ungarere tæller 12 pct., rumænere 3 pct., russere 3 pct., romaer 1 pct. og slovakker 1 pct. Men så er der rusinere – eller ruthenere – som Ivan Petrovitj.

Andy Warhols landsmænd

Mens rusinere er anerkendt som en egen etnisk gruppe i bl.a. nabolandene Polen,

Ungarn og Slovakiet (hvorfra historiens hidtil mest berømte rusiner, Andrij Warhola eller Andy Warhol, stammer), har skiftende regeringer i Kijev defineret dem som en undergruppe af ukrainere og det rusinske sprog som en ukrainsk dialekt.

Derfor regnes rusinerne med blandt ukrainerne, og vurderingerne af deres reelle antal i Sakarpattia varierer vildt: 10.000 eller mindre end én procent af provinsens befolkning, siger Kijev med henvisning til folketællingen i 2001. Mellem 150.000 og 200.000, altså 12-16 pct. af Zakarpattias befolkning, vurderer moderate rusinske aktivister i Usjhorod.

Mindst 850.000 eller 70 pct. af provinsens befolkning, siger den radikale fløj af rusinske aktivister, som Ivan Petrovitj tilhører.

»Langt de fleste her, der kalder sig ukrainere, er i virkeligheden rusinere. Hvis du kalder dig rusiner, har du ingen mulighed for at gøre karriere i Ukraine. Det er et folkemord«, mener Petrovitj, hvis lille boghandel i Usjhorod bl.a. sælger litteratur på rusinsk, og hvis ringesignal på mobiltelefonen er en højstemt rusinsk nationalhymne, som han selv har skrevet.

Petrovitj var i 2008 med til at udråbe ’Republikken Sub-Karpatisk Rus’ med krav om autonom status a la Krim. Det skete med henvisning til en folkeafstemning lige efter Sovjetunionens opløsning i 1991, hvor hele 78 pct. af lokalbefolkningen stemte ja til selvstyre for Sakarpattia under Ukraine.

De færreste i Usjhorod tager republikken alvorligt. Mange affærdiger den som

et Moskva-projekt med tilslutning fra kun ganske få lokale. Mange har end ikke hørt om republikken.

Bekymring bag facaden Gadebilledet i Usjhorod giver heller ikke indtryk af spændinger eller konflikt. Mænd står på rad og række ude i floden Usj og fisker efter karper og maller. Børn leger i sensommersolen i charmerende, men slidte gågader. Kærestepar går hand i hånd forbi smukke kirker og en Lungarsk middelalderborg. Valgkampen op til parlamentsvalget 26. oktober er i fuld gang, og uden for små telte står valgarbejdere

og deler brochurer ud.

Efter Ruslands annektering af Krim og støtte til de såkaldte folkerepublikker i

Donetsk og Luhansk er bekymringen vok set for, at Kreml har lignende ambitioner I

sydvest. At Moskva gerne så en ny »front« åbnet for yderligere at svække den

ukrainske regering og dennes bestræbelser på at nærme sig EU.

»Stemningen her er absolut ikke for separatisme og endnu mindre prorussisk.

Problemet er, at det næppe kræver mere end 50 bevæbnede mænd at overtage guvernørbygningen, og ingen ved, hvordan tingene kan udvikle sig derefter«, siger Konstantin Tjernaj, der er journalist på den lokale ugeavis Europa-Center og selv rusiner.

Tjernaj og andre ser bekymrende tegn. Lister med underskrifter til fordel for en

ny folkeafstemning. Antiukrainsk graffiti på husmure i Usjhorod. En lind strøm af

artikler i Putin-loyale russiske medier, hvor Pjotr Getsko, »ministerpræsident« for Republikken Sub-Karpatisk Rus, uimodsagt får lov til at fremstå som et undertrykt folks talsmand i kampen mod Kijev-regimets ondskab.

Pjotr Getsko har i en årrække boet i Moskva. Hjemme i Sakarpattia har han en straffesag hængende over hovedet for at opildne til separatisme. Moderate rusinske aktivister beskylder ham for at være finansieret af russisk efterretningsvæsen. Selv afviser Getsko påstanden. »Det er noget vrøvl. Vi orienterer os ikke mod Moskva, men mod Budapest, Bukarest, Bratislava og Prag. Men lad dem bare sige, at republikken er et Moskva-projekt. Det afgørende er ikke, hvis projekt det er, men at det vil blive realiseret«, siger Pjotr Getsko på en Skype-forbindelse fra Moskva.

Getsko hævder at være på vej hjem til Sakarpattia. »Måske ikke om én eller to

dage, men det handler om den nære fremtid«, siger han. Vel fremme i Usjhorod, siger Getsko, vil han gennemføre en folkeafstemning om selvstyre. Og skulle de lokale og centrale myndigheder forsøge at hindre ham, star ikke alene et svært væbnet rusinsk »hjemmeværn« på 3.000 mand parat til at hjælpe, men også frivillige fra Serbien og Donregionen. Samt soldater fra Ungarn, Rumænien, Slovakiet og Tjekkiet, deriblandt

»23.000 mand fra Ungarns hær«. »Den fascistiske junta er nogle kujoner, og når de ser vores virkelige styrke, vil de flygte i panik«, siger Getsko.

Frie fantasier, siger moderate rusinske aktivister som Nikolaj Starosta om bade hjemmeværnet og støtten fra østeuropæiske regeringer. »Det foregår kun inde i hovedet på Getsko. Han har nul opbakning her«, mener Starosta, der som formand for de Subarpatiske Rusineres Nationalråd frygter Moskva-styrede provokationer i området.

»Derfor har vi aflyst selv kulturelle rusinske arrangementer. Vi har nul aktivitet. Som situationen i Ukraine er lige nu, er det alt for risikabelt at rejse det rusinske spørgsmål«, siger han.

THOMAS HEINE